Migranterne

Kæmp for alt

Filmanmeldelse, Jyllands-Posten: MIGRANTERNE, 4 stjerner

Perspektivrig dansk skildring af bolivianske udvandrere med både ambitioner og rødder intakt. Det er på alle måder bevægende.

MIGRANTERNE Danmark, 2009 Instruktion: Niels Boel 50 min. Premiere i Vester Vov Vov i København, Øst for Paradis i Århus, Biffen i Ålborg, Café Biografen i Odense, Nicolai Bio i Kolding m.fl. Fire stjerner.

Af JAKOB LEVINSEN

Ind imellem prædikes der politik i den danske instrukdet, tør Niels Boels fine lille dokumentarfilm fra noget nær bunden af det bolivianske samfund. Men det virker nærmest, som om det er for vise afstanden mellem de luftige paroler og det virkelige liv.

Landets præsident Evo Morales tordner mod Europas udnyttelse af den tredje verden, og en vred rapper og en ditto metalsang under rulleteksterne drømmer om revolution.

Filmens tre hovedpersoner kæmper derimod fra dag til dag for at nå bare lidt længere frem og op i tilværelsen.

Alle tre er udvandret fra forblæste bjerglandsbyer, de to af dem endda til udlan- og rangerer som små mørke mennesker med indianske træk nederst i den spansktalende verdens etniske hierarki; derude, hvor de kommer fra, har man ikke engang spansk som modersmål.

Gregorio knokler med en systue i Buenos Aires, mens hans lillebror Florencio er illegalt i Spanien og derfra flirter på afstand med stuepigen Sonia, der i La Paz prøver at komme til at læse til sygeplejerske.

Rollemodeller

Nogen pessimistisk offerhistorie er det imidlertid slet ikke, der her fortælles i rolige, prunkløse billeder med mange små pointer og en del tør humor undervejs.

Oddsene mod de tre er enorme, og til slut nævnes det, hvor mange papirløse migranter der egentlig er i verden, men de tre, som det i imponerende grad er lykkedes for Niels Boel og hans stab at få til at tale frit og vise deres liv frem, virker ikke spor indstillet på at give op, ej heller på at opgive deres rødder tilbage i den traditionelle kultur.

Tværtimod fremstår navnlig Gregorio og Sonia som mennesker, om man vil rollemodeller, der godt ved, at den eneste mulighed for at komme videre er konstant selv at kæmpe for det.

Det er på alle måder bevægende.

jakob.levinsen@jp.dk

Billedtekst: Trods hårde odds kæmper hovedpersonerne i "Migranterne " hver dag for at komme videre. Foto: VF Film

Skrevet af: Per Juul Carlsen

Roligt og redeligt

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Der er ingen point til instruktøren Niels Boel og hans film, 'Migranterne', for filmens formsprog. Det vil være for voldsomt ligefrem at kalde filmens stil og form 'kedelig', når nu vi har med noget så levende som filmmediet at gøre, men man kan ihvertfald kalde den traditionel. Og i en tid, hvor dokumentarfilmen skyder i stadigt nye retninger ved at blande sig med fiktion, er der nærmest noget demonstrativt og stædigt gammeldags ved 'Migranterne'.

Redelig nysgerrighed
Heldigvis har 'Migranterne' andet at byde på end sit formsprog. Den har noget så umoderne som en redelig nysgerrighed og bekymring over for andre mennesker og deres velbefindende. Og på det plan står 'Migranterne' så stærkt, at man ikke bare kan skubbe den til side som en gammeldags og håbløst umoderne dokumentar. Uden at bruge store armbevægelser eller råbe højt fører Niels Boel os ind i en verden, der er fremmed for os her i Europa - de fattige bolivianske indianere og deres forsøg på at holde fast i deres kultur i en moderne verden. Og man sidder tilbage med et klart indtryk af hvilke umulige slagsmål de kæmper med.

Plyndrede og hærgede
Tidligt i filmen viser Boel os hvordan europæerne kom væltende ind i Sydamerika for omkring 500 år siden, plyndrede og hærgede og bragte død og lidelse med sig. Og typisk for den empatiske tone i filmen viser Boel det med en nøgtern fortællerstemme, der taler indianernes sprog - ikke engelsk eller dansk. Siden europæernes indtog i Sydamerika har indianerne kæmpet for at bevare deres identitet og værdighed på bunden af det bolivianske samfund. Og med 'Migranterne' fortæller Boel om tre bolivianske indianeres forsøg på at balancere mellem den moderne verden og deres kultur.

Ingen moderne hokus pokus
Den fortælling kunne man have peppet op med lidt moderne docu-soap-elementer, man kunne have skrevet en lille fiktiv historie for at skabe en dramatik i filmen, man kunne have fuldt de tre indianere i en periode, hvor de skal nå et mål for at give filmen en fremdrift eller man kunne have væltet ind i deres stuer som en anden Michael Moore og stillet sjove spørgsmål. Den slags moderne hokus pokus er Niels Boel bare ikke nede med. Her er ingen unødig dramatik, og når to af de tre indianere undervejs bryder sammen i gråd, viser Boel det kort og registrerende. Ikke noget med at score billige point på at vise følelser her.

Arbejder illegalt
Istedet viser Boel på redelig vis hvordan balancegangen mellem indianernes kultur og den moderne verden hele tiden tipper over til den moderne verdens fordel. Indianerne har ikke meget at leve af i Bolivia, Sydamerikas fattigste land. Istedet må de rejse til rigere lande som Argentina og Spanien og arbejde illegalt for at tjene penge og måske endda få en uddannelse. Den ene af de tre indianere, Florencio, arbejder illegalt i Madrid og kan ikke komme ud af landet fordi hans opholdstilladelse er udløbet, og hans bror, Gregorio, arbejder ligeså ulovligt på sin lille systue i Buenos Aires. Undervejs i filmen fortæller deres far, at han har 8 børn og at de alle er rejst væk fra deres lille fødeby for at tjene penge. 6 af dem arbejder illegalt i udlandet.

Drømmer om at blive sygeplejerske
Den tredie hovedperson i 'Migranterne' er Sonia. Hun arbejder som hushjælp i Bolivias hovedstad, La Paz, men drømmer om at blive sygeplejerske, så hun kan hjælpe de fattige på landet. Desværre har hun været så uheldig at få et barn med en mand, der er skredet, og nu er der ingen til at passe den lille, mens hun får en uddannelse. Det er de sure betingelser, hun må slås med.

Daglige fortrædeligheder
I betragtning af hvor meget de tre hovedpersoner i 'Migranterne' knokler på andres betingelser, ville det have været fair hvis Niels Boel havde banket i bordet og råbt rigtig højt om de umulige vilkår for alverdens migranter i globaliseringens lys. Det gør Niels Boel ikke. Roligt og redeligt afdækker han deres daglige fortrædeligheder, så de til sidst står tydeligt og klart for os. Det er så roligt og redeligt, at en stor del af det moderne publikum formentlig ikke vil opdage hvor svære betingelser indianerne lever under - simpelthen fordi Boel taler så stille med sin film.

101 procent
Det er det indirekte problem med 'Migranterne's traditionelle stil. Set i sammenhæng med det dramatiske fortællesprog, der benyttes i modernes dokumentarer, virker 'Migranternes' afdæmpethed som et tegn på, at dens indhold ikke er vigtigt. Og det er ikke tilfældet. Til gengæld er der al mulig grund til at hylde en dokumentarfilm, der viser os en side af den moderne verden, som ingen andre viser os. Og der er grund til at hylde en film, der ikke på noget tidspunkt handler om instruktørens ego, men 101 procent forsøger at gøre opmærksom på andre menneskers svære livsvilkår. Det er bestemt også en kvalitet.

De nye udvandrere

Filmanmeldelse, Politiken: Migranterne

Stærk, men nøgtern dansk dokumentarfilm om bolivianere på flugt fra fattigdommen.

4 stjerner

Af SØREN VINTERBERG

Migranterne . Dansk, instr.: Niels Boel. 50 min., premiere i dag i Vester Vov Vov (Kbh.) og otte andre biografer i landet. Fire stjerner

Selvfølgelig bunder denne verdens såkaldt etniske eller religiøse kon-flikter jo i noget andet: pengemagt og ulighed. Men det er nu nyttigt at se det konkretiseret, oplevet indefra af mennesker under omstændigheder, der er os fremmede og derfor tydeligere. Som i denne danske dokumentarfilm, hvor instruktøren Niels Boel i usentimentale, direkte portrætter følger sine tidligere ' Stemmer fra Bolivia' op med tre skæbner fra samme land.

Florencio er udvandret illegalt til Spanien og kan trods sin uddannelse dårligt fægte sig igennem - men håber dog at få sin Sonia til Madrid også.

Sonia med den gode studentereksamen rejste fra forældrenes fattige bjerglandsby - og fra sit barn, som nu bor hos dem - ind til La Paz i håb om at studere.

Men har kun råd til at arbejde som hushjælp hos de rige.

Florencios bror Gregorio har en systue i ulovlige lokaler i Argentina, men bruger alle pengene på børnenes privatskole og på at skaffe sig anseelse ved at finansiere en helgenfest hjemme i landsbyen i Bolivia.

Indianere er de alle tre, men titlen rykker præcist og uden propagandisme vægten fra race-til klasseskel: Trods skolegang og uddannelse, takket være forrige generations slid, er de unge blevet fattigdomsflygtninge fra en hjemstavn uden udvikling.

»Hvad der mangler i Bolivia er kapital, så pengene kan yngle«, har syeren Gregorio gennemskuet. Hvis ikke alting gik i stå derhjemme, »behøvede ingen emigrere og opleve disse lidelser«. EN ENKEL animationssekvens - med tegninger efter ' Inkakrøniken' på Det Kongelige Bibliotek, som Ib Michael også brugte i 2003- romanen ' Paven af Indien' - skitserer historien om Cortez & Co. s kolonisering, folkedrab og udbytning af Sydamerika.

Det underbygger en tankevækkende pointe om Florencios udvandring: Engang kom europæerne til Amerika - nu er det indianernes tur til at komme til Europa.

Men Europa er lukket og ser gæsterne som trusler mod en velstand bygget på koloniformuer, fortidens slaver og nutidens outsourcing. Dén tilføjelse må vi imidlertid selv gøre. Filmen virker ved ren dokumentarisk reportage, stærkt og enkelt i fotograf Steen Møller Rasmussens nærbilleder, ikke mindst de ordløse, af tre skæbner langt hjemmefra - og langt herfra.

Men ulykken er global og dermed dansk: For at få en chance har millioner af migranter gjort sig rodløse - men de er stadig chanceløse, også i det fremmede.

soren.vinterberg@pol.dk

Engang kom europæerne til Amerika - nu er det indianernes tur til at komme til Europa.

Billedtekst: INDIANER. Gregorio, der har en systue i ulovlige lokaler i Argentina, er en af tre bolivianske stemmer i Niels Boels usentimentale dokumentarfilm. Foto: VF Film

Ny film: Usynlige liv

Af Lars Movin

Det siges, at mere end 40 millioner migranter fra Den Tredje Verden i dag lever uden papirer og rettigheder, drevet væk fra deres landsbyer af økonomisk nød og drømmen om uddannelse eller social opstigning.

Alene i Bolivia anslås det således, at næsten en fjerdedel af landets 11 millioner indbyggere lever i udlandet. Normalt er disse mennesker mere eller mindre usynlige - i selvvalgt skjul eller gemt af vejen.

Den danske dokumentarfilm Migranterne giver tre af disse skæbner ansigt og stemme. I en stafetstruktur, hvor handlingen på en naturlig måde bevæger sig rundt i en trekant mellem Madrid, Buenos Aires og La Paz - med et par bolivianske landsbyer som ankerpunkt - følges tre bolivianere, to brødre og en kvinde, som af forskellige årsager er blevet rykket op fra deres rødder og nu lever i splittelsen mellem længslen efter det, de kom fra, og håbet om en bedre fremtid.

En større historie

Under de små individuelle historier rumsterer den store kollektive fortælling om et kontinent, der er martret af 500 års kolonialisme, og en oprindelig befolkning, hvis kultur er under pres fra globaliseringen og de økonomiske vilkår, som affolker landsbyerne og spreder familier for alle vinde. Denne fortælling holdes på stikordsplanet, men antydes lige akkurat nok til at fungere som klangbund for filmens udramatiske personportrætter, der hele vejen igennem balancerer på kanten mellem tristesse og tapperhed, mellem melankoli og musikalsk empati.

Bag Migranterne står Sydamerikaeksperten Niels Boel, som nu i snart mange år med engagement og insisterende stædighed har specialiseret sig i at lave film fra Bolivia og omegn - ofte for meget beskedne midler. Hovedværket er stadig den poetiske og tableau-prægede Stemmer fra Bolivia (1998). Men med den nye film, hvor Boel trænger lidt dybere ind i sine hovedpersoners hverdag, samtidig med at perspektivet bredes ud, lykkes det ham med ganske små armbevægelser at forvandle statistik til mennesker af kød og blod.

film@information.dk